TV 2 lancerer self-service platform til køb af Addressable TV

TV 2 lancerer self-service platform til køb af Addressable TV


TV 2 introducerer nu en helt ny måde at booke reklamer på TV 2 PLAY (også kendt som Addressable TV):
TV 2 Connect.

Platformen TV 2 Connect er i første version udviklet af TV 2 til bureauer og større annoncører, der stiller betalingssikkerhed, men bliver i løbet af 2021 også udvidet til at kunne håndtere betaling via kreditkort. Platformen skal imødekomme et stort ønske om at gøre annoncering på tv tilgængeligt for flere annoncører - herunder regionale eller lokale annoncører, som nu med TV 2 Connect har mulighed for at få deres reklamer vist på tv, dér hvor deres kunder befinder sig og med den dokumenterede effekt, man kender fra tv. 

Samtidig åbner TV 2 Connect også for, at annoncører kan optimere deres kampagner med noget af det data, som er tilgængeligt på Addressable TV, til at optimere målgrupper efter f.eks. demografi (alder og køn), frekvensstyring (dvs. hvor mange gange, man ønsker, at reklamen skal vises til sin målgruppe på tværs af alle de enheder, man kan se TV 2 PLAY på), samt ikke mindst geografi; enten regionalt eller helt ned på enkelte kommuner.

TV 2 Connect er opbygget på en logisk og intuitiv måde, der vil være bekendt for alle brugere, der tidligere har booket reklamer på andre store, digitale medier, og der er indbygget vejledning til de valg, man som annoncør kan foretage i platformen.

Samtidig er TV 2 Connect integreret med TV 2s lagerstyring, så man ved booking hele tiden kan se prisen for en reklamevisning med de tilvalg, man har foretaget, men samtidig viser værktøjet også, hvor mange reklamevisninger der er ledige i den ønskede periode.

Kontakt

Hvis du ønsker at høre mere om TV 2 Connect eller blive oprettet som bruger, kan du kontakte TV 2 Reklamesalg.